Langfredag – Golgatha


D. 3. april i år 33 AD (Acta Pilati angiver 25 marts år 33) skete der noget skelsættende i verdenshistorien: Den eneste gud, der har efterladt beviset på sin guddommelighed: sit 3-dimensionale foto på sit liglagen, Torinolagenet, 1800 år før fototeknikkens opfindelse, blev ydmyget og pint til det yderste – mens alle gudemyter altid betegner sagnguden som uovervindelig.

Og det, der foregik, var i sandhed mere end bestialsk

Screenshots fra Mel Gibsons film „The Passion of the Christ“

Rådet forlanger Kristi død

Judaspenge. Mon vi ikke alle en gang i livet har forrådt il egen fordel? Og forhåbentlig har skam så stoppet sådant?

Pontius Pilatus finder ingen overtrædelse af Romerloven, men ofrer Kristus af politiske hensyn – som det stadig sker gang på gang

Korsfæst ham! Korsfæst ham! (som havde helbredt deres syge og opvakt deres døde!)


Piskningen. Normalt 40 piskeslag. Torinolagenet viser 120 slag med den romerske tohalede flagrum (ikke de i videoen viste stokke)


Bemærkninger
Det sidste Kristus sagde på korset var: „Det er fuldbragt!“ Gang på gang havde han forudsagt sin korsdød og sagt, at det var nødvendigt, at det kom således.

Hvorfor?

For at frelse en fortabte menneskehed, vende dem til Guds lov: „Elsk Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv“?
Eller for blot at vinde nogle få, der ville følge i hans fodspor?

JA til den sidste option. Johannes: „Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at den som tror på ham skal have evigt liv“ (Johannes 3:16).

Han vidste, at det var en næsten umulig opgave – hvad desværre kristenhedens historie har vist. For kristen er den, som elsker Kristus: „Den som elsker mig er den, som har mine befalinger og som holder dem“ (Johannes 14:15,21). Og „Ikke en tøddel af loven (De 10 Bud“) skal forgå (Matth. 5:17-21). Det er den af Kristus benyttede definition af begrebet tro.
Derfor sagde han: „Mon jeg finder troen, når jeg kommer igen?“ (Lukas18:8).
Derfor sorterer han på Dommedag (Matth. 25).

Men jeg tror, at Kristus med sin sidste bemærkning på korset havde noget mere i tanken.
I Job 1:6 kaldes Satan en af Guds sønner. I Esajas 14:12-14 og Åbenbaringen 12:12 fortælles, at Satan under navnet „Strålende Morgenstjerne“ (Lucifer) efter kamp i Himlen blev smidt ned på Jorden sammen med sine eengle, som vor tids illuminater mener at nedstamme fra (1. Mos. 6:4) – og at det er deres adkomst til at styre jorden efter deres satanistiske principper.

Under sit jordiske ophold svækkede Kristus sig ved at faste 40 dage i ørkenen – som en forberedelse til at møde sin forstødte bror Satan. Samtalen mellem de to bærer præg af forudgående bekendtskab.

Hvorfor skulle Kristus gennemgå ikke blot korsdøden – men også en sådan prøvelse på hans loyalitet over for Gud?

Den almægtige Gud kunne blot have ladet Kristus komme, udrette sine mirakler og sætte den kristne bevægelse i gang.
Men Paulus siger, at Kristus skulle forsone Gud med sit blod (2. Korinther 5:19).
Og uden blod og Kristi opstandelse havde ingen villet acceptere ham som Guds søn – ikke engang disciplene!

Er det en umulig tanke, at Gud ville prøve sin søns loyalitet til det yderste for at være sikker i sin sag før han overdrog ham al magt? – nu han havde haft så dårlige oplevelser med sin ældre søn Satan, der gjorde oprør mod sin Far og Skaber.

Er det derfor, at Kristus (bortset fra Matth. 25) venter med at sige det, som det hele drejer sig om: Kristus siger blandt sine sidste ord: „Mig er given al magt i Himlen og på Jorden“.
Ja, nu kunne ham sige det. For nu havde han vist sin loyalitet til det yderste.

Og det er hvad han forlanger af sine efterfølgere. Tænk på de kristne som løvefoder i Roms arenaer.
Sådan er det! Uanset, hvad præsterne siger.